 |
Ny lærdom og nye sygdomme Vendelbo Posten
NANJING: Så er det sidste uge i Nanjing. Vi begynder også at trænge til at komme hjem, selv om det fortsat er meget spændende, og turen har været meget vellykket og lærerig.
Vi ser sygdomsbilleder, som vi ikke uden videre genkender fra Danmark. Det gælder for eksempel lammelser i den ene side af ansigtet og typisk hos meget unge mennesker. Man mener, at det skyldes boligforholdene med megen kulde og træk. Akupunktur har en rigtig god effekt på disse lidelser.
Da patienten, som ses på billedet, kom til den første behandling, var munden skæv, og han kunne ikke åbne det ene øje. Dagen efter var der sket en mærkbar forbedring, og han kunne åbne begge øjne.
På børneklinikken viste overlægen os røntgenoptagelser før og efter behandlingsstart af en lille dreng på fire år. Han havde drukket af en sodavandsflaske, som familien opbevarede en ætsende væske i. Den lille dreng lå på intensiv i mere eller mindre et år. Han ville ikke rigtig komme sig og kastede op, når han fik noget at spise.
Man overvejede en stor operation, men den ville give drengen varige mén. Derfor besluttede man at prøve akupunktur. Man kunne ikke give nogen garanti, men efter ganske få behandlinger skete der en bedring. Nu kan han spise uden problemer.
Børneklinikken er meget lille. Der er absolut kun plads til to studerende foruden patienterne. Det fungerer lidt ligesom hos vore praktiserende læger uden tidsbestilling. Der er utrolig megen larm, alle taler meget højt.
Der er mindst tre voksne med et barn. Bedsteforældrene er selvskrevne, hvis de lever. Og så er der en nanny. Det er åbenbart måden, hvorpå man får passet de små børn. Først når de er to et halvt år, kan de komme på institution. Det er ikke altid, forældrene har tid til at være med.
|
Der kom en dreng, som havde spist tre store poser med fast food, ikke noget særligt godt mad. I Danmark ville vi have ventet for at se, hvordan det udviklede sig; men det går man ikke her. Måske fordi de kun har et barn. Han blev behandlet med nåle og andet, og han havde det bedre, da de kom igen om eftermiddagen.
Vi har fået stillet en tolk til rådighed på klinikken. Vi får en meget fin behandling. Tolken fortalte, at der findes et forebyggelsesprogram udsendt af myndighederne for at få familierne til at bevæge sig noget mere og modvirke forhøjet blodtryk, diabetes og så videre.
Hun sagde, at nogle er blevet så rige, at de har råd til at anskaffe sig en bil, selv om de ikke har brug for den. Cyklerne har været for nedadgående de sidste år. Vi undrer os over, hvordan der har kunne være flere.
I skolerne mødes man hver morgen til morgengymnastik, hvor alle børnene laver de samme øvelser. De har tre timer idræt om ugen. Klokken 11 og 15 undervises alle elever fra seks til 18 år i â€ojengymnastikâ€. Det skal få dem til at være mindre trætte. Vi prøvede det, og det er faktisk meget behageligt.
Det har heldigvis ikke kun været arbejde. Vi har været på nogle fine udflugter, blandt andet en sejltur på Yangtse-floden. Men vi glæder os til at slutte nu og komme hjem og bruge noget af det, som vi har lært.
De sidste to dage skal vi tilbringe i Shanghai. Det er en kæmpeby. |